Er inden i en periode hvor jeg føler jeg er ved at drukne. Var til møde i København i mandag, og landede først i Aalborg lufthavn kl. 18.30 - på vej hjem i bilen var jeg så træt at jeg var lige ved at tude. Det var direkte hjem på sofaen, heldigvis var begge pigerne hos deres farmor og farfar, så det kunne jeg godt tillade mig, og så tidligt i seng.
Jeg føler mig bare så træt lige for tiden, jeg har trykkende hovedpiner, bihuler der driller og kriller i halsen - men ikke syg nok til en dag under dynen. Sådan havde jeg det også store dele af sidste vinter, så håber virkelig ikke det bliver en gentagelse. - Sådan skal det bare ikke blive igen.
Det har også betydet at overskud til løbeture simplehen ikke har været der, når muligheden er der. Når man har en mand der rejser, og 2 børn der ikke er gamle nok til at være alene hjemme, så skal motion tilpasses ind i kalenderne, og så er det bare så surt, at overskuddet og energien til en løbetur først melder sig de dage man er alene med børnene, og ikke som i mandags hvor der var rig mulighed for en lille løbetur. Det betyder, at lige for tiden bliver det kun til motion i weekenden, og det passer mig slet ikke - jeg bliver så frustreret de dage jeg er så klar på en løbetur, men jeg kan ikke, og også de dagen, hvor muligheden er der, men energien bare er i bund. Det er absolut ikke en win-win situation - og det går mig på.
Især fordi jeg heller ikke følger kuren lige for tiden - jeg har de bedste intentionerne, men i løbet af dagen så falder motivationen bare. De fleste dage starter rigtig godt, men når jeg så når til eftermiddag eller aften, så er jeg faldet i - i dag sket det allerede om formiddagen med en bolle med ost, selvom jeg havde fået morgenmad hjemmefra og jeg har taget frugt med til formiddagen. Så vægten står bare så stille lige for tiden, og det er også noget så frustrerende, at se at man ikke når de mål man har sat sig, at der endnu engang skal laves en revurdering.
Det hele kolomineret her til morgen. Manden var taget tidligt afsted, da han skal ud at rejse, så jeg skulle klare morgen alene med pigerne. Det gik godt til at starte med, men da vi så skulle ud af døren, blev det bare for meget at den mindst bare ikke gjorde som det blev sagt, så hun fik skæld ud, satte sig ned og begyndte at græde, moren blev mere sur, fordi hun jo stadigvæk ikke gjorde som hun skulle, hvilket resulterede i at hun blev afleveret ked af det i børnehaven og moren kørte derfra og følte sig som verdens dårligste mor. Hvorefter den store så spurgte om jeg stadigvæk var sur, hvorpå jeg svarede at jeg bare var træt af mere eller mindre det hele. Derefter mere dårlig samvittighed fordi jeg havde hældt det hele ud på hende. Bare den bedste start på dagen - not.
Det gøre det nok heller ikke bedre at der er stor usikkerhed med hensyn til min jobsituation og at der først kommer en afklaring ca. slut november. Den virksomhed jeg arbejder for skal fusionere med en mindre virksomheder, de 2 hovedkontor skal slås sammen og i den forbindelse skal der så spares ca. 100 stillinger væk. Da der er tale om en fusion og ikke et opkøb fra vores side, er vi alle ligeværdige og har alle ret til jobbende. Det vil sige at mere eller mindre alle afdelinger på hovedkontoret er berørt, og de kan først melde afskedigelserne ud når fusionen er endelig godkendt i midten af november - virkelig røv og nøgler. Og så er jeg så træt af at høre folk sige - jamen du har da ikke noget at bekymre dig om - din chef er jo så glad for dig og du gøre jo ikke godt stykke arbejde. Det har ikke den store betydning, nå man er i en afdelingen hvor chefen virkelig er glad for alle sine medarbejder, og at alle gøre et godt stykke arbejde - faktum er, at når man slår vores afdelingen sammen med den anden virksomheds afdelingen, så er det 3 medarbejder i overskud - og det er det bedste hold med de mest kvalificerede medarbejder der skal stå tilbage, og vi har ingen kendskab til de 3 andres kvalifikationer. Oktober og november kommer til at blive lang.
